Vedtægter for e-handelsfonden

§ 1. Navn og hjemsted

e-handelsfonden er en privat selvejende institution med hjemsted i Gladsaxe kommune.

§ 2. Stiftere

e-handelsfonden er stiftet af Dansk IT (CVR nr. 83973315), Dansk Erhverv (CVR nr. 43232010), DI (CVR
nr. 16077593), Finans Danmark (CVR nr. 14654208), HK (CVR nr. 31429528), Forbrugerrådet Tænk (CVR
nr. 63870528) og IT-Branchen (CVR nr. 12391641).

§ 3. Formål

Den selvejende institutions formål er at drive en mærkningsordning efter retningslinjerne vedlagt disse
vedtægter. I første omgang for danske virksomheder, der driver elektronisk handel rettet mod det danske
marked. Den selvejende institution kan igangsætte samarbejde med henblik på internationalisering. Den
selvejende institution skal ligeledes drive en opt-in interessedatabase, der anonymt og mod et
omkostningsbestemt gebyr bl.a. stilles til rådighed for de virksomheder, der oppebærer mærket.

§ 4. Kapitalforhold

Den selvejende institutions grundkapital udgør 300.000 kr., der indbetales kontant.


Såfremt den selvejende institutions drift giver overskud, anvendes dette overskud til den selvejende
institutions formål.


Den selvejende institution kan efter vedtagelse i bestyrelsen optage lån. For de forpligtigelser der
påhviler den selvejende institution, hæfter alene den selvejende institutions formue.

§ 5. Bestyrelse

Den selvejende institution ledes af en bestyrelse på 7 medlemmer.


Dansk IT, Dansk Erhverv, DI, Finans Danmark, HK og Forbrugerrådet Tænk udpeger hver ét medlem. Disse
medlemmer udpeger herefter et af stifterkredsen uafhængigt medlem af bestyrelsen. Dette medlem skal
besidde forbrugerretslig viden og er formand for bestyrelsen.


Melder en for driften af mærkningsordningen relevant brancheorganisation, som en
hovederhvervsorganisation som indstillingsberettiget til bestyrelsen har overdraget sit mandat til med
henblik på at undgå dobbelt repræsentation i bestyrelsen, sig ud af den pågældende
hovederhvervsorganisation, bortfalder brancheorganisationens mandat og ret til at repræsentere
hovederhvervsorganisationen samtidig med udmeldelsen. Hovederhvervsorganisationen kan herefter
vælge selv at indtræde i bestyrelsen eller at give sit mandat til en anden for e-mærkningsordningens drift
relevant brancheorganisation i sin medlemskreds.


Medlemmer udpeges for 2 år ad gangen og kan genudnævnes.


Udtræder et bestyrelsesmedlem inden udløb af den toårige periode udpeger den organisation
vedkommende var udpeget af et nyt bestyrelsesmedlem for den resterende del af perioden.


Såfremt andet ikke er bestemt i disse vedtægter, træffer bestyrelsen afgørelser med simpelt flertal. I
tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende. Bestyrelsen er beslutningsdygtig når
formand eller næstformand er til stede sammen med mindst 3 øvrige bestyrelsesmedlemmer.


Bestyrelsen kan vælge en næstformand. Bestyrelsen fastsætter en forretningsorden for sit virke.


Bestyrelsesformanden modtager honorar, der fastsættes af bestyrelsen.

§ 6. Sekretariat

Bestyrelsen udpeger en direktør som varetager den daglige ledelse.


Den selvejende institution kan lade dele af driften af e-mærkningsordningen og opt-in
interessedatabasen udføre af tredjemand efter kontrakt. Den selvejende institutions bestyrelse
fastsætter i så fald de nærmere retningslinjer herfor, dog således at de er i overensstemmelse med
retningslinjerne vedlagt disse vedtægter. Bestyrelsen fører løbende tilsyn med udøvelsen af opgaverne.

§ 7. Tegning

Den selvejende institution tegnes af formanden eller af næstformanden i forening med yderligere et
bestyrelsesmedlem eller i forening med direktøren.

§ 8. Klageinstans

Den selvejende institution opretter en klageinstans, der træffer afgørelser i klagesager indgivet i medfør
af retningslinjernes bestemmelser. Klageinstansen ledes af en formand der opfylder de almindelige
betingelser for at være dommer og består i øvrigt af to forbrugerrepræsentanter og to
erhvervsrepræsentanter. Forbrugerrepræsentanterne udpeges af Forbrugerrådet Tænk. De to
erhvervsrepræsentanter udpeges af Dansk IT, Dansk Erhverv, DI og Finans Danmark. Der udpeges blandt
erhvervsorganisationerne en pulje af repræsentanter. Erhvervssammensætningen af klageinstansen skal i
den enkelte sag ske ud fra en vurdering af sagens beskaffenhed samt behandlede virksomheds
erhvervstilknytning.


Bestyrelsen fastsætter forretningsordenen for klageinstansen. Bestyrelsen fastsætter størrelsen af det
gebyr der skal betales for at indbringe en klage.

§ 9. Årsrapport

Regnskabsåret er kalenderåret. Inden 25. maj hvert år aflægger bestyrelsen årsrapport.
Årsrapporten skal revideres af en af bestyrelsen valgt registreret eller statsautoriseret revisor.
Årsrapporten aflægges efter årsregnskabslovens regler og indsendes til Erhvervsstyrelsen i
overensstemmelse dermed.

§ 10. Ændring af retningslinjerne for mærkningsordningen

Ved ændring i retningslinjerne nedsættes et særligt revisionsudvalg. De organisationer, der har udpeget
medlemmer til den siddende bestyrelse, inviteres af den selvejende institutions bestyrelse til at være
medlem af det særlige revisionsudvalg. Bestyrelsen kan i enstemmighed, på baggrund af indstilling fra
revisionsudvalget tage den endelige beslutning om ændringer i retningslinjerne.

§ 11. Ændring af vedtægter

Ændringer i vedtægterne skal besluttes af en enig bestyrelse og i overensstemmelse med reglerne herom
i lov om erhvervsdrivende fonde. Der kan ikke ske ændringer i eller ophævelse af § 10.
Opløsning af den selvejende institution kræver enighed i bestyrelsen og et eventuelt overskud tilfalder
formål, der medvirker til at højne forbrugernes beskyttelse ved handel via internet eller lignende
elektroniske netværk.

Tilmeld nyhedsbrev

Få nyheder, vejledninger og guides til e-handel og sikker shopping samt markedsføring. Vi sender 2-3 gange om måneden og du kan til enhver tid tilbagekalde dit samtykke. Læs vores persondatapolitik for tilmelding til nyhedsbrev her.

Kontakt os

Udfyld formularen, så vender vi tilbage.