Du har måske lagt mærke til det blå skilt ved kassen, når du handler i butikker, hvor der sælges alkohol. Det blå skilt minder om, hvor gammel man må være for at købe alkohol. Og at kassedamen skal spørge de unge om ID, hvis hun er i tvivl.
Men hvor skal skiltet egentlig placeres på en webshop?
Det har vi spurgt Sikkerhedsstyrelsen om. Siden 2019 har det nemlig været et krav, at virksomheder, der sælger alkohol og tobak, skal skilte tydeligt om aldersgrænserne for køb af disse produkter.
Salg af alkohol
Ved online salg af alkohol er det et krav, at skiltet placeres dér, hvor kunden klikker på købsknappen (typisk en knap, der hedder “Godkend og betal”) inde i shoppens tjekout. Fx som på billedet. Derudover kan det være en god idé at placere endnu et skilt et synligt sted, fx på webshoppens forside, men det er egentlig op til den enkelte webshopejer at afgøre, hvor det i øvrigt giver mening at placere skiltet.
Men hvad så med tobak?
Her bliver det tricky, for her er den umiddelbare synlighed ikke et mål … Der må nemlig ikke længere reklameres for tobak. Derfor er det ikke tilladt at vise skiltet før kunden lander på den produktkategori, hvor skiltningen er relevant. Det kan eksempelvis være en underside for cigaretter. Tobaksskiltet må med andre ord IKKE fremgå på forsiden, men må først dukke op fra det trin i købsforløbet, hvor disse varer vises. Herefter kan det fremgå på de efterfølgende trin helt indtil købet er gennemført. Det er igen op til den enkelte webshopejer, hvad der giver mest mening.
Ring til os, hvis du stadig er i tvivl
Tungen skal holdes lige i munden her, for der er frit valg, og så alligevel
ikke helt. Hvis du er i tvivl, er du altid velkommen til at kontakte vores
jurister på tlf. 44 85 85 90 i åbningstiden ml. 9.00 – 12.00 / 12.30 –
15.00.