Nye regler om ’tilgængelighed’ betyder, at din webshop skal indrettes, så det bliver lettere for kunder med funktionsnedsættelse at navigere på den. Det kan f.eks. være kunder, som har svært ved at se, er ordblinde, farveblinde, har musearm eller andre fysiske handicap.
Kravene er høje, men der kan være hjælp at hente hos din shopudbyder
Reglerne er ensartede i hele EU, og måske er du allerede støt på funktionerne på de offentlige myndigheders hjemmesider. Offentlige myndigheder har nemlig skulle overholde reglerne i nogle år nu.
De nye krav til webshops er ret høje, og derfor kan det godt betale sig at undersøge, om udbyderen af din shopløsning tilbyder/kommer til at tilbyde nogle konkrete værktøjer. Det gør din shopløsning nemlig højst sandsynligt.
Helt konkret betyder de nye krav, at din webshopfremover skal kunne betjenes gennem flere sensoriske kanaler.
Det vil betyde, at:
• Din shop skal understøtte forstørret tekst, så den kan læses af svagtseende kunder.
• Din shop skal understøtte skærmlæser, som er et stykke software, der f.eks. kan læse tekst højt for kunden.
• Tekst og tal skal tage højde for farveblindhed. Et bestemt kontrastforhold mellem tekstfarve på f.eks. et hyperlink og omkringliggende tekst, er en oplagt løsning. Alternativt skal der være en anden form for visuel indikation af, at et hyperlink er et link, og ikke bare almindelig tekst. Det kan f.eks. være en understregning.
Ansvaret er dit
Kravene skal være opfyldt på nye webshops inden 28. juni 2025 og på eksisterende webshops senest i 2030. Selvom det i praksis højst sandsynligt vil være din shopløsning, som lige nu har travlt med at sørge for at kunne understøtte hjælpemidlerne, er det i sidste ende dig som virksomhedsejer, der bærer ansvaret for, at din shop lever op til kravene.
Overtrædelse kan straffes med bøde eller at shoppens produkter/tjenester fjernes fra det europæiske marked.