Hils på Vian Khazer, e-mærkets nye chefjurist.
Hun er ny i denne rolle, men gammel i gårde hos e-mærket. ”Da jeg startede som barselsvikar hos e-mærket i oktober 2015, havde jeg ikke den fjerneste idé om, hvad fremtiden ville bringe. Men jeg kunne helt fra start mærke, at jeg var havnet det rigtige sted,” siger Vian Khazer.
Vian har indtil 1. marts været ansat som jurist og teamleder og er nu forfremmet til chefjurist.
Brænder for at skabe tillid mellem sælger og køber
Motivationen for at arbejde hos e-mærket er et brændende ønske om at styrke tilliden mellem webshops og deres kunder: ”Vi har en vigtig sag, som jeg tror på og brænder for. Når man handler på nettet, ved man jo faktisk ikke, hvem det er, man handler med. Det er jo ikke som at handle i en fysisk butik, hvor du ser en medarbejder i øjnene, får en god fornemmelse og får skabt en relation. Alt det går tabt ved e-handel. Og her er det vores opgave at hjælpe med at udbygge og vedligeholde den tillid ved at bringe køber og sælger tættere sammen. Vi er ikke kun til for den ene part, vi er til for alle, og det tiltaler mig enormt meget. At gå forrest og gøre tingene ordentligt, taler ind i mine personlige værdier,” uddyber Vian.
Håber flere vil bruge e-mærkets juridiske kompetencer indenfor e-handel
At kunne se det juridiske aspekt ved alt, og de meget brede anvendelsesmuligheder, var en af grundene til at Vian valgte at studere jura i sin tid.
Et stærkt ønske, for Vian, er, at få flere til at benytte sig af e-mærkets stærke kompetencer inden for e-handelsjura, bl.a. forbrugeraftaleloven, købeloven, e-handelsloven og markedsføringsloven: ”Der er alt for få, der benytter sig af de stjernedygtige jurister, jeg har i mit team, så mit fokus er at synliggøre vores kerneprodukt endnu mere, nemlig den juridiske vejledning, som blandt andet omfatter hjælp i kundesager, undervisning af kundeserviceafdelinger, gennemgang af ny shopløsning eller ændringer i shop-design og -opsætning.”
Forståelse, for vores medlemmers forretning, er en vigtig del af den juridiske vejledning. For Vian er det derfor ikke kun vigtigt, at vores juridiske team er fagligt dygtige på juraen, men lige så dygtige til at sætte sig ind i og forstå vores medlemmers forretning.
”Vi er jurister, der ser løsninger og muligheder fremfor begrænsninger. Forventningen til os kan med rette være at formidle juraen i øjenhøjde og være vores medlemmers foretrukne juridiske sparringspartner. Og selvfølgelig også at være der for forbrugere, der er kommet i klemme på e-mærket webshop.”
Jura er midlet – ikke målet
For Vian er det vigtigt, at juraen er midlet – ikke målet.
"Ordentligheden er omdrejningspunktet, vi forventer ikke, at vores medlemmer er ufejlbarlige, ligesom vi heller ikke er det, men vi forventer at man tilstræber at gøre tingene ordentligt. For mig er det vigtigt, at vi kommunikerer i øjenhøjde og sætter os ind i de forskellige udfordringer, vores medlemmer sidder med."
Denne servicemindede tilgang til jura er noget, der ligger Vian stærkt på sinde: "Vi er ikke kun en af Danmarks mest specialiserede juridiske afdelinger inden for e-handel, vi bestræber os samtidigt på også at være nogle af de mest servicemindede."
Kollegaerne i e-mærket er en bonusfamilie
e-mærket er et sted, hvor der altid fokus på medarbejderne som hele mennesker, og hvor trivsel og arbejdsglæde anses som nøglen til passionerede og engagerede medarbejdere.
Det kollegiale sammenhold er en stor motivation for Vian. Da hun startede i e-mærket, var det uventet for hende, hvor hurtigt hun fik følelsen af at være havnet det helt rigtige sted: ”Kollegaer og virksomhedskultur betyder virkelig meget. Der er højt til loftet med plads til at komme med idéer og tanker. Og plads til at udfordre. Det er som at komme ind i en lille familie, hvor der i dén grad er tillid og tiltro til hinanden.”