Skal store online markedspladser kunne smide virksomheder og webshops ud af deres platforme uden varsel og begrundelse? Ikke hvis du spørger Erhvervsminister, Simon Kollerup. Derfor har Folketinget vedtaget en lov, der gør det muligt for de danske myndigheder at gribe ind, skulle de digitale platforme begynde at ændre på deres handelsbetingelser uden varsel eller begrundelse.
”Ved at give myndighederne de nødvendige redskaber til at gribe ind, skaber vi bedre betingelser for danske virksomheder på platformene. Og det er faktisk også til gavn for forbrugerne i sidste ende,” siger Simon Kollerup.
For selvom de digitale platforme giver de mange danske virksomheder og webshops muligheden for at række ud til et langt større publikum, oplever mange erhvervsdrivende også, at de bliver uretfærdigt behandlet. Det viser en undersøgelse fra Forbruger- og Konkurrencestyrelsen. Hver fjerde virksomhed har nemlig oplevet, ”at den digitale platform, har ændret handelsbetingelserne uden varsel og uden begrundelse”, står der på Erhvervsministeriets hjemmeside.
Og det kan have konsekvenser for de virksomheder, der opererer på de digitale platforme, fortæller Simon Kollerup.
”De digitale platforme åbner mange nye markeder og muligheder for danske virksomheder, men i nogle tilfælde bliver mindre, danske virksomheder klemt i samarbejdet. Nogle danske erhvervsdrivende oplever f.eks. at blive smidt af platformen uden begrundelse. Det kan have stor betydning for den enkelte, om de har en platform til at sælge til 1 million brugere eller ej.”
Den nye lov gør det helt specifikt muligt for de danske myndigheder at få indblik i og hente oplysninger om f.eks. de digitale platformes algoritmer og udstede påbud til den enkelt platform.
Ifølge EU-Kommissionen står virksomheder, som bruger de digitale markedspladser og platforme til at sælge deres varer og ydelser på, for hele 22 pct. af al online handel inden for de Europæiske grænser.
Læs nyheden på Erhvervsministeriets hjemmeside.