Dansk Industris e-commerce tracker for Q1 peger på, at der er noget at hente ved at inkorporere produktanbefalinger på jeres webshop.
Venner og familie, sociale medier og anmeldelsestjenester er selvfølgelig også steder, som forbrugerne tyer til for produktanbefalinger, men det vigtigste sted er faktisk jeres egen webshop.
I analysen er ‘forhandleren’ nemlig topscoreren, som hele 28 % af forbrugerne peger på, når de bliver spurgt ind til, hvor de finder anbefalinger af et produkt.
Hvor meget undersøger vi, inden vi køber?
80 % kigger på anbefalinger, inden de køber, og 41 % bruger op til en uge på at researche, inden de foretager deres køb.
I gennemsnit benytter forbrugerne dog “kun” 1,1 anbefalinger, før de køber. Her er det dog værd at bemærke, at brugen af anbefalinger formentlig varierer med produktkategori og prisniveau.
Effekten af anbefalinger er markant, men størst inden for dyrere produkter
I en tidligere undersøgelse fra Northwestern University steg konverteringsraten for billige produkter med 190 %, når de blev vist sammen med en positiv anmeldelse, mens den for dyrere produkter steg med hele 380 %.
Selvom vi hos e-mærket altid er påpasselige med at oversætte udenlandske undersøgelser til danske forhold, peger tallene dog på, at produktanbefalinger på ens webshop kan være med til at øge konverteringsraten. Og at det logisk nok giver endnu mere udslag, når man sælger dyrere produkter.