Svindel

e-mærket og Dansk Erhverv styrker kampen mod falske webshops

5. juli 2024

Stigning i kopiering og misbrug af brand til svindel
Placeholder billede

Josefine René Kristensen

Communications Consultant

jrk@emaerket.dk

Falske webshops, der snyder både forbrugere og virksomheder online, er blevet et så stort problem, at det kræver strukturelle løsninger.

e-mærket og Dansk Erhverv øger kampen mod svindel

Selvom ulovlig kopiering på nettet ikke er nyt, er problemet vokset markant. Mange danske webshops oplever i stigende grad, at deres webshop kopieres og misbruges til kriminelle formål. Adm. direktør i e-mærket, Martin Birkjær Madsen, understreger, at der er grund til at tage stigningen alvorligt:

"Det er alt fra store til små webshops, som bliver ramt på omsætningen og omdømmet, når deres brand bliver misbrugt til at snyde danske forbrugere, så vi er glade for at kunne intensivere kampen mod svindlerne, i samarbejde med Dansk Erhverv. "

Vi har tidligere skrevet om, at bl.a. BAUHAUS har fået kopieret deres hjemmeside 24 gange de seneste to år. BAUHAUS bruger e-mærket til at tage ansvar for kundernes sikkerhed

Teknologisk fremskridt gør det lettere for svindlerne

Og Bauhaus er desværre langt fra den eneste danske webshops, der oplever at svindlerne opretter falske webshops. Senest har vi også set, at brugen af AI (kunstig intelligens) forværrer situationen, understreger Jens Wedenborg, der arbejder med online svindel i Dansk Erhverv.

”Det er et ret stigende problem, fordi de teknologiske fremskridt simpelthen gør det lettere for svindlerne at kopiere sider. Vi oplever, at flere og flere virksomheder henvender sig, fordi de er blevet kopieret – og det er både store og små virksomheder.”

Politiets nationale center for it-kriminalitet (NCIK) har registreret en markant stigning i anmeldelser om bedrageri med falske netbutikker. Fra 2022 til 2023 steg antallet af disse anmeldelser med 146 procent, hvilket understreger alvoren og væksten af problemet.

e-mærkets anti-svindel-enhed

Siden 2016 har e-mærket haft et særligt fokus på svindelshops og arbejdet målrettet med at overvåge og aktivt bekæmpe svindel i den danske e-handel. Med initiativet Brand Protection ønsker vi at reducere den markante stigning i antallet af virksomheder, der får deres brand misbrugt.

Læs mere om Brand Protection

Dansk Erhvervs online svindelguide

Dansk Erhverv har udgivet en ny online svindelguide. Guiden giver de danske webshops en række råd til at undgå at blive svindel og guider til praktisk at håndtere kopieringsmisbrug.

Hent Dansk Erhvervs svindelguide her

©2024 emaerket.dk