Black Friday: Bliv klar til krig på rabatter og tilbud

Billede har ikke nogen beskrivelse

Del:

Black Friday, dansk nethandels vildeste krigszone, nærmer sig, og fuldautomatiske maskingeværsalver af slagtilbud og eksklusive rabatter sendes afsted, målrettet danske nethandlende. Der skal kunder i biksen, og derfor trækker de danske webshops på hele våbenarsenalet med kreative tilbud og salgsfremmende vendinger som ammunition.

Men der er langt fra frit slag på alle hylder. Prismarkedsføringsreglerne, der er dansk nethandels svar på Genevekonventionen, definerer, hvad du må og ikke må. Vi har plukket i dem og fundet de mest relevante for dig som webshopejer, når kunderne skal lokkes til med rabatter og tilbud.

Sammenligning med egne priser

Normal- eller førpriser er typiske eksempler på, hvordan en tilbudspris eller en rabat kan markedsføres. Anvender du denne type tilbud, er særligt tre ting relevante at huske:

  • Normal- eller førpriser skal have været gældende i mindst seks uger umiddelbart forud for en eventuel rabat.
  • Har prisen varieret i den forudgående periode, må du kun sammenligne med den laveste pris, du har solgt varen til.
  • Gælder et tilbud længere end to uger, bliver rabatprisen til den nye normalpris, med mindre det klart fremgår, hvor længe tilbuddet er gældende.

 

Sammenligning med andres priser

Du kan også vælge at markedsføre dine rabatter og tilbud med, hvor skarpe dine priser er i forhold til konkurrenternes. Heller ikke her er der frit slag. Husk altid på, at:

  • Du ikke behøver tjekke samtlige konkurrenters priser for at kalde dig billigere. Du skal dog kunne dokumentere, at du har undersøgt et repræsentativt udsnit af de webshops, det er relevant at sammenligne sig med.
  • De priser, du sammenligner dig med, skal være gældende, når du lancerer dit tilbud, eller være indhentet umiddelbart inden, du bestiller en annonce eller booker bannerannoncering.
  • Sammenligner du dine priser med produkter, der ikke er helt identiske, skal det tydeligt fremgå af din markedsføring.

Salgsfremmende udtryk

Særlige udtryk som eksempelvis gratis eller garanti kan have en kæmpe effekt. Derfor gælder der særlige regler for netop disse. Her er et par, du bør kende til:

  • Udtryk som ”kun”, ”chokpris” og lignende må du udelukkende benytte, hvis de reelt har et indhold. Altså, at købet er særligt fordelagtigt.
  • Du må kun kalde noget gratis, hvis kunden rent faktisk får den gratis vare oveni den eller de varer, der skal købes for at udløse tilbuddet.

Bruger du prisgaranti som lokkemiddel, når kunder handler på din webshop, skal den også være gældende, hvis kunden, i en rimelig periode efter købet, finder varen billigere. Ofte vil 14 dage være tilstrækkeligt. Husk også at oplyse om eventuelle begrænsninger, så du ikke skal punge ud, hvis konkurrenten pludselig lokker med et vanvittigt køtilbud el. lign.

 

Hjælp at hente for medlemmer af e-mærket

Husk, er du medlem af e-mærket, sidder vores team af jurister klar til at svare på spørgsmål og til at kvalitetssikre dine tilbud og rabatter. Fang dem på tlf.: 44858590 eller skriv til medlemsservice@emaerket.dk.

Tilmeld nyhedsbrev

Få nyheder, vejledninger og guides til e-handel og sikker shopping samt markedsføring. Vi sender 2-3 gange om måneden og du kan til enhver tid tilbagekalde dit samtykke. Læs vores persondatapolitik for tilmelding til nyhedsbrev her.

Kontakt os

Udfyld formularen, så vender vi tilbage.