e-handelsanalysen fra Dansk Erhverv viser, at flere og flere danskere køber brugte ting på helt almindelige webshops. Næsten en ud af fem adspurgte har inden for det seneste halve år købt brugte eller refurbished varer i en webshop.
For dine kunder er smukt og brugt = ’grønt og billigt’
Men er det klimaet eller pengepungen, der skubber dine kunder i retning af smukt og brugt?
Svaret er begge dele. For selvom omtanke for klimaet stadig er en stor drivkraft i at købe brugt, er det nu faktisk blevet overhalet af ønsket om en besparelse. En udvikling, som skal ses i lyset af en mere presset privatøkonomi.
Opret en brugt kategori
Men med en brugt-kategori på din webshop har du mulighed for at imødekomme både klimaet og dine kunders pengepung – mens du samtidig minimerer dit eget tab på returvarer. ”Men vi sælger altså KUN nye varer i vores shop!” Sådan hører vi ofte lettere frustrerede medlemmer sige, når vi vejleder dem om, hvad de skal gøre med returvarer med værdiforringelse.
Men hvis du indretter en brugt-kategori, som fx er klart adskilt fra resten af din webshop, er der altså ingen grund til, at det skulle påvirke indtrykket af din webshop i negativt. Tværtimod. Som e-handelsanalysen fra Dansk Erhverv peger på, er det nemlig blevet helt naturligt for dine kunder at navigere mellem nyt og brugt.
De juridiske krav: Reklamation og fortrydelse
Der er dog en forudsætning for at sælge denne type varer. Det er nemlig vigtigt, at du nøjagtigt beskriver, hvad kunden kan forvente at købe, når du opretter dit varekort.
Hvis den originale emballage f.eks. mangler, eller den er fyldt med klistermærker, så skriv det ind. Det påvirker nemlig reklamationsretten, så kunden ikke senere kan komme og klage over det, som der er taget et konkret forbehold for. F.eks.: ”Varen mangler original emballage, men fejler intet.” eller ”nederste knap mangler”.
Vær opmærksom på, at fortrydelsesretten er som for nye varer.Vil du vide mere om dine muligheder med en brugt-kategori, kan du altid kontakte vores jurister på 44858590 eller jura@emaerket.dk.