Black Friday nærmer sig med hastige skridt. Forhåbentlig medfører det en masse gang i biksen på din webshop. Men for at du kan bruge din energi på at servicere alle de kunder, der har handlet på din shop, skal du være opmærksom på, at du har indtastet de rigtige priser og rigtige rabatter på din side, og at du har styr på din lagerbeholdning. Blot én enkelt fejl kan hurtigt ramme rigtig mange kunder og i værste fald blive en rigtig møgsag for dig. Sidste år behandlede vi i omegnen af 200 sager om netop prisfejl, og ikke overraskende havde langt de fleste med netop Black Friday at gøre. Herunder kan du blive klogere på, hvad der er op og ned i den slags sager.
Forbehold for udsolgte varer og trykfejl redder dig ikke
Når man som kunde handler på en webshop, så er der som udgangspunkt indgået en bindende aftale i det øjeblik kunden klikker på betalingsknappen. Det betyder, at kunden har krav på at få det pågældende produkt til den pris, som kunden har godkendt. Man kan ikke bare annullere en aftale om køb af et produkt, fordi produktet er udsolgt, eller fordi man er kommet til at skrive en forkert pris. Og her hjælper det altså ikke, at man har taget alverdens forbehold for udsolgte varer og trykfejl.
Hvis det viser sig, at den vare, som din kunde har købt, er udsolgt, så kan kunden købe varen et andet sted, mod at du betaler differencen. Kunden skal altså ikke have yderligere udgifter til, at varen kan skaffes andet steds. Og det er jo rigtig ærgerligt, hvis I har tilbudt varen til en rigtig god pris. Nogle gange kan det måske betale sig for dig at købe den på vegne af kunden, fremfor at skulle udbetale differencen. Er det ikke muligt at skaffe varen – heller ikke hos dine konkurrenter – så vil der være tale om en såkaldt leveringsumulighed, og aftalen kan annulleres.
Læs også: Bliv klar til krig på rabatter og tilbud
Ups, jeg glemte et 0,-
Har du skrevet en forkert pris, så er det straks lidt mere kompliceret. Som nævnt, er du som udgangspunkt bundet af den pris, som kunden har handlet varen til på din side. Men hvis det er sådan, at kunden indså eller burde indse, at der var tale om en fejl, er du ikke bundet af den indgåede aftale. Kunden skal med andre ord være i ’ond tro’ om, at den pris varen er udbudt til nu også kan passe.
Der er altid tale om en konkret vurdering i disse sager, og det kan være vanskeligt at få medhold i, at ens kunde har handlet i ond tro. Derudover er der på Black Friday så mange forskellige vilde tilbud, at det kan være ekstra svært at godtgøre. Her er nogle af de elementer, man kigger på, når det skal vurderes:
- Hvor stor var prisdifferencen
- Hvor mange enheder har kunden købt
- Har der været særlige salgsmæssige fremstød på produktet
- Har kunden en viden om lignende produkter
Vær opmærksom på, at er der tale om teknisk komplicerede produkter som eksempelvis en PC, så har Forbrugerklagenævnet praksis for, at kunderne ikke forventes at kunne kende forskel på en pc til 15.000 og en til 1.500 kr., med mindre de har en faglig baggrund.
Selvom det måske kan lyde sådan, er det ikke altid forbrugeren, der får medhold. Læs et eksempel på det her.
Brug for hjælp?
Er din webshop e-mærket, sidder vi klar til at hjælpe, hvad enten du har lavet en prisfejl eller blot har spørgsmål til reglerne generelt. Skriv til medlemsservice@emaerket.dk eller ring 44858590.