Webshops skal nu vise produkters fareoplysninger

Del:

Virksomheder, der producerer, importerer eller forhandler faremærkede produkter som for eksempel opvasketabs, hobbylim og håndsprit skal være opmærksom på de nye og ændrede regler fra EU, målrettet webshops.

Som forhandler har du ansvar for at tjekke at faremærkningen på de produkter, du sælger, er korrekt og at etiketterne overholder nye krav til blandt andet størrelse, skrifttype og farver.

Desuden er der nye krav om, at alle visuelle reklamer i både trykt og digital form, inklusive produktbeskrivelser, tilbud og kampagner, tydeligt skal vise de farepiktogrammer, signalord og faresætninger, som er angivet på produktets fysiske etiket.

Sætningen ’Læs altid og følg altid oplysningerne på produktets etiket’ skal også fremgå. Det gælder også for digitale platforme som sociale medier og nyhedsbreve.

Er du også importør?

Hvis du selv importerer faremærkede produkter fra lande uden for EU, så skal du være opmærksom på, at du også har ansvar for at produkterne er klassificeret korrekt. Det betyder blandt andet, at du skal kende de nye fareklasser, som omfatter hormonforstyrrende stoffer og meget miljøskadelige stoffer.

Det kan du gøre

Tjek reglerne: Miljøstyrelsen har oprettet en hjemmeside, hvor du kan læse mere om de nye regler, og hvad de kræver af dig.

Hjemmesiden hedder CLPupdate.dk

Gennemgå produkterne i din webshop: Undersøg om du har faremærkede produkter i webshoppen.

Lav dine egne etiketter: Miljøstyrelsen har lavet et digitalt værktøj, hvor du nemt kan indtaste et produkts fareoplysninger og få genereret en digital etiket, som du kan sætte ind på produktsiderne. Værktøjet finder du her

Har du andre spørgsmål til CLP-forordningen, kan du kontakte Miljøstyrelsen CLP helpdeskCLPHelpdesk@mst.dk

Dowload Miljøstyrelsen one-pager med de nye regler her

Fakta

  • EU’s CLP-forordning har til formål at sikre, at farlige kemikalier bliver korrekt klassificeret, mærket og pakket i hele EU

  • Forordningen beskytter mennesker og miljø ved at stille krav om, at kemikalier bliver mærket med tydelige advarsler om deres farlige egenskaber, som f.eks. giftighed, brandfare eller sundhedsrisici. Dette gør det lettere for forbrugere og virksomheder at træffe sikre valg ved håndtering og brug af kemikalier

  • Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion fører løbende kontrolkampagner og overtrædelser kan medføre bøder og i værste fald fængselsstraf.

Tilmeld nyhedsbrev

Få nyheder, vejledninger og guides til e-handel og sikker shopping samt markedsføring. Vi sender 2-3 gange om måneden og du kan til enhver tid tilbagekalde dit samtykke. Læs vores persondatapolitik for tilmelding til nyhedsbrev her.

Kontakt os

Udfyld formularen, så vender vi tilbage.