Klagegebyr: Slut med gratis hjælp til kunder på e-mærkede webshops

Billede har ikke nogen beskrivelse

Del:

Fra efteråret er det ikke længere muligt at få gratis hjælp efter et køb på en e-mærket webshop. Siden år 2000 har nethandlende gratis kunne kontakte vores team af jurister, med henblik på at få hjælp med handler, der er gået i hårdknude. Det har flere tusinde forbrugere benyttet sig af gennem årene. Men efter prisstigninger og nye beløbsgrænser hos bl.a. Forbrugerklagenævnet, ser vi nu ingen anden udvej end at pålægge et gebyr for behandling af sager i håbet om at dæmme op for antallet af klagesager.

Til efteråret er det slut

Kombinationen af, at de danske forbrugere i dag handler langt mere på nettet og at de offentlige klageorganer de seneste år har indskrænket forbrugernes muligheder for at klage, har vi mærket et øget pres på e-mærkets sagsbehandlingsfunktion. Den simple årsag er, at vi som de eneste har behandlet sager helt gratis og uden at stille krav til, at der er blevet handlet for et bestemt beløb. Som non-profit organisation, har vi ganske enkelt ikke længere ressourcerne til at håndtere den øgede sagsmængde.

Det betyder, at når vi vinker farvel til den danske sommer, vinker vi også farvel til danskernes sidste gratis klageinstans. Fra 1. september 2017 vil det således koste 100 kroner, at oprette en sag hos os.

Gebyret kommer både forbrugere og webshops til gode

Som non-profit fond, skal vi helst slutte hvert år i nul, og derfor vil de øgede indtægter fra klagegebyret ikke få lov at lune på kistebunden, men skal i stedet bruges til at gøre gavn. Der vil selvfølgelig blive råd til lidt mere sjov i hverdagen, men langt størstedelen er øremærket til dels at videreudvikle kundescoren, der er en af vores nyeste tilføjelser til e-mærket, og som viser, hvad andre kunder synes om en webshop. Et godt værktøj for både forbrugerne og de e-mærkede butikker.

Sådan gør andre klageinstanser

Det er langt fra enestående, at forbrugerne skal betale for at få hjælp. Er webshoppen ikke e-mærket, betaler forbrugeren allerede i dag 100 kr. i gebyr for at få en sag behandlet i Center for klageløsninger. Her anvendes desuden en såkaldt minimumsgrænse på 650 kr. for tøj og sko, mens grænsen er 1000 kr. for andre varer og tjenester. Har man handlet for mindre, er domstolene eneste mulighed. Når sagen hele vejen til Forbrugerklagenævnet, opkræves yderligere 400 kr. for at få behandlet sin klage. Et beløb der dog returneres, såfremt forbrugeren får medhold.

Hvad så, hvis gebyret ikke er nok?

Vi vil rigtig gerne hjælpe så mange som muligt, men det må ikke gå ud over kvaliteten af vores arbejde. Så hvis introduktionen af et gebyr ikke er nok til at lette arbejdspresset, er en beløbsgrænse det mest oplagte værktøj at hive op af hatten som en plan b. Når vi kigger på de sager, vi hvert år behandler, vil en grænse svarende til den man benytter hos Center for Klageløsning, skære mindst 20% af sagerne fra.

Har du spørgsmål til det nye klagegebyr, sidder vi naturligvis klar ved tasterne. Skriv blot til aprilsnar@emaerket.dk.

Tilmeld nyhedsbrev

Få nyheder, vejledninger og guides til e-handel og sikker shopping samt markedsføring. Vi sender 2-3 gange om måneden og du kan til enhver tid tilbagekalde dit samtykke. Læs vores persondatapolitik for tilmelding til nyhedsbrev her.

Kontakt os

Udfyld formularen, så vender vi tilbage.