Vi søger erhvervskonsulent

17. november 2011

e-mærket - den danske mærkningsordning for sikker nethandel, er i rivende udvikling og har meget ambitiøse mål for fremtiden. Derfor søger vi en engageret erhvervskonsulent, som primært skal stå for rekruttering af nye medlemmer.

Stillingen

Tænder du på at rekruttere nye medlemmer primært via telefon, men også ved møder, netværk, partnerskaber og konferencer, så har vi det helt rette job til dig.

Vores partnerskaber er vigtige for os og du vil derfor også være med til at skulle pleje og udvikle dem. For at hjælpe salget laver vi en række spændende, salgsfremmende tiltag, herunder aktuelt en landsdækkende radiokampagne, som du vil være med til at udarbejde.

Vi forventer, du kan nikke genkendende til ord som konverteringsrate, SEM, SEO, A/B splittest m.v., eller er klar til at lære, hvad de står for og vil være med til at gøre en forskel i et spændende marked i markant vækst.

Din personlige og faglige profil

Først og fremmest er du i stand til at sælge og ved, hvordan du skal gøre det. Erfaring med salg er en fordel, men en uddannelse inden for salg og marketing eller økonomi kan også være et godt grundlag for at være den rette kandidat. Kendskab til nethandel, gerne fra et virksomhedssynspunkt vil være en fordel, men er ikke et krav.

Som person forventer vi, at du er udadvendt, har humor og er velformuleret i både skrift og tale. Du er IT-vant på brugerniveau og ser telefonen som en central og naturlig del af dit arbejde og kan arbejde selvstændigt, ansvarsbevidst og handlingsorienteret. Vores medlemmer er meget forretningsorienterede, og det er derfor en fordel, at du er i stand til tænke forretningsorienteret og kan synliggøre alle e-mærkets værdier.

Om at være hos e-mærket

Vi har et stærkt brand og ser en stor forpligtelse til at gå forrest og gøre tingene på en ordentlig måde. Det kræver en god arbejdsplads med motiverede medarbejdere, og vi gør derfor meget for, at den enkelte medarbejder føler sig hjemme hos os. Vi har et ungt og dynamisk arbejdsmiljø med et stærkt sammenhold og en stor åbenhed og har det rigtig sjovt sammen.

Vi har betalt frokostpause og frokostordning, hvor vi spiser sammen, af og til med lidt lækkerier på vores regning, vi fejrer vores succeser sammen og har plads til sjov og ballade i hverdagen. Vi har hold i DHL stafetten og i indendørs fodbold, vi tager på rejser og herudover er der alle de små impulsive ideer i hverdagen.

Du vil opleve et spændende og alsidigt job med frihed under ansvar og en fleksibel arbejdsplads med fleksible arbejdstider. Vi tilbyder en attraktiv lønpakke med fast løn og bonus, mobilordning og hjemmearbejdsplads.

Stillingen ønskes besat hurtigst muligt.

Ansøgning bilagt CV og relevante papirer sendes til: jah@e-handelsfonden.dk

Ansøgningsfrist: Mandag den 14. november kl. 12.00

Ønsker du yderligere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte e-mærkets salgschef Jesper Arp-Hansen på telefon +45 26 14 61 24, eller send en e-mail til jah@e-handelsfonden.dk

Her kan du se vores aktuelle jobopslag.se vores aktuelle jobopslag

©2024 emaerket.dk