Prisfejl: Hænger jeg på den?

6. februar 2014

En splinterny klippemaskine af mærket Panasonic til 2,00 kroner. Det lyder næsten for godt til at være sandt, og det var det også. Udgangspunktet for enhver aftale om køb af vare på en netbutik er en bindende aftale, men hvordan er man egentlig stillet, når man glemmer et eller flere nuller i prisen? I eksemplet med klippemaskinen fik sælger medhold i Forbrugerklagenævnet. Sådan går det dog ikke altid. Læs her hvordan du stiller dig bedst i forhold til prisfejl.

God eller ond tro?

Når snakken falder på prisfejl skelner man juridisk mellem, hvorvidt kunden var i god eller ond tro. Altså om kunden ved eller burde have vidst, at der var tale om en fejl ved varens pris. Det kan naturligvis være svært at definere præcist hvor grænsen mellem god og ond tro går. Derfor beror afgørelsen altid på en konkret vurdering i den enkelte sag. Nogle af de væsentligste kriterier for denne vurdering er:

  • Den almindelige forbrugers normale kendskab til prisniveauet for varen
  • Hvor mange eksemplarer af varen, kunden har købt
  • Differencen mellem den udbudte pris og den korrekte
  • I hvor høj grad prisen adskiller sig fra, hvad man ellers finder produktet til på markedet
  • Hvorvidt der i forbindelse med varen anvendes udtryk som slagtilbud, kampagnepris og lignende
  • Hvorvidt den pågældende vare blev vist i sammenhæng med tilsvarende produkter til langt højere priser

Sådan stiller du dig bedst

Der findes ingen facitliste for, hvordan en sag om prisfejl afgøres, hvis den indbringes for Forbrugerklagenævnet. Der er dog en række ting, du selv kan gøre, som vil stille dig bedre:

  • Det er dig som erhvervsdrivende, der skal bevise at kunden vidste eller burde have vidst, at varens pris var fejlagtig angivet. Så jo flere ting, der kan støtte op om dette, desto bedre en sag har du
  • Det er vigtigt, at du reagerer hurtigt, når du opdager fejlen. Går der flere uger, er der næppe noget af komme efter, men tager du fat på kunden allerede samme dag, har du en langt bedre sag
  • Udvis velvilje til at finde en god løsninger for begge parter. Tilbyd f.eks. en rabat på den pågældende vare som kompensation for fejlen. Måske det endda kan spare dig en for en kedelig klagesag – også selvom du ender med at få medhold.

Få vejledning af e-mærket

Har du lavet en prisfejl, og er i tvivl om, hvordan du er stillet i den konkrete sag, så kontakt e-mærkets medlemsservice for råd og vejledning.

Ring til e-mærkets medlemsservice på tlf. 4485 8590 eller send en mail til medlemsservice@emaerket.dk.medlemsservice@emaerket.dk

©2024 emaerket.dk