Har du fundet en ferieafløser til din netbutik?

Del:

Sommerferien er så småt skudt i gang, og snart tager den for alvor fart. Men hvad gør man, når man driver en netbutik, og man selv er den eneste ansatte? Lukker man ned i et par uger, eller betyder livet som selvstændig erhvervsdrivende, at man helt må sige farvel til ferie? e-mærket har undersøgt sagen blandt et par medlemmer og på baggrund af deres erfaringer, får du her et par bud på, hvordan sommerferien kan gribes an.

Lagerhotel

En af mulighederne er et lagerhotel. Fordelene ved denne løsning er, at man slipper for at modtage og afsende pakker. Det kører ganske enkelt helt automatisk, hvad enten du er hjemme eller ude. Selv returvarerne slipper du for at bruge tid på. Et lagerhotel er dog en dyr løsning; især hvis netbutikken er ny, og der endnu ikke er overvældende mange ordrer.

Længere leveringstid

Alternativt kan man vælge at justere på leveringstiderne. Tilbyder man lidt ekstra sommerrabat eller fri fragt, kan de fleste kunder godt leve med at vente lidt længere på pakken. Vælger man denne løsning, er det vigtigt at informere tydeligt om de nye leveringstider samt at huske, at den næppe fungerer, hvis du er bortrejst i længere tid.

Oplærte 15 årig

Helle Guldmann, stifter og ejer af den e-mærkede netbutik House of Kids, valgte i sin tid at gøre det på en helt tredje måde.House of Kids

”I dag er vi så mange ansatte, at det sjældent er et problem, men da jeg startede op tilbage i 2005, havde jeg en ung pige på 15 til at komme tre gange om ugen. Jeg viste hende, hvordan hun printede ordrer ud, pakkede varerne og så kunne hun ellers cykle på posthuset med dem,” fortæller hun.

Løsningen med sommerferiehjælp betød dog, at det ikke var muligt for House of Kids at afsende varer hver dag, ligesom det heller ikke var muligt at kontakte kundeservice per telefon.

”Jeg skrev meget tydeligt på hjemmesiden, at der måtte forventes lidt længere leveringstid og gjorde opmærksom på, at det kun var muligt at få hjælp via mail. For mig handlede det om at forventningsafstemme med mine kunder, så ingen oplevede en dårligere service, blot fordi jeg var ude at rejse,” afslutter Helle Guldmann.

Med mobilen på ferie

Fælles for såvel Helle Guldmann som de øvrige netbutikker e-mærket har snakket med er, at der, i større eller mindre grad, bliver tjekket og besvaret mails fra strandstolen. Netbutikken er hjertebarnet, og man vil ganske enkelt ikke risikere, at tingene kører skævt, mens man er bortrejst.

Har du gode erfaringer med andre måder at løse feriesituationen på, og har du lyst til at dele den med andre netbutikejere, så hører vi gerne fra dig. Skriv til kj@emaerket.dk.kj@emaerket.dk

Tilmeld nyhedsbrev

Få nyheder, vejledninger og guides til e-handel og sikker shopping samt markedsføring. Vi sender 2-3 gange om måneden og du kan til enhver tid tilbagekalde dit samtykke. Læs vores persondatapolitik for tilmelding til nyhedsbrev her.

Kontakt os

Udfyld formularen, så vender vi tilbage.