Søndag d. 2. april bragte Børsen en kritisk artikel om Forbrugerbrugerombudsmandens håndtering af en sag med en række danske online-fordelsklubbers markedsføring. Til artiklen bidrog e-mærket med viden og indsigter. Målet var at tilbyde et perspektiverende blik på sagen.
Desværre kan artiklen give et indtryk af, at e-mærket bevidst langer ud efter Forbrugerombudsmanden som institution. Det har selvsagt ikke været intentionen.
Den perspektiverende pointe, vi tilbød Børsen, handlede om, at der på flere områder ikke findes retningslinjer eller afgørelser, vi som vejledende organisation samt de erhvervsdrivende som sådan, kan læne os op ad. På disse områder efterspørges der en konkret stillingtagen fra tilsynsmyndigheder eller domstole, før man kan vide, hvordan loven vil blive fortolket.
Vi udpegede i interviewet dette forhold for, konstruktivt, at sætte lys på, hvad vi oplever til daglig hos e-mærket. Særligt set i lyset af den hastige udvikling som e-handelsområdet har været i og forventes at fortsætte i fremadrettet, fandt vi dette perspektiv væsentligt at bibringe.
Endvidere kan artiklen foranledige læseren til at få den opfattelse, at det blandt erhvervsdrivende i almindelighed er en udbredt praksis med overlæg ikke at følge gældende lov. Dette anser vi for at være en såkaldt journalistisk stramning, og er ikke det billede, vi ønskede at tegne. I den sammenhæng skal det bemærkes, at e-mærkets egne medlemmer alle har været igennem en certificeringsproces og kun de, der ønsker at følge vores retningslinjer, bliver certificeret og kan benytte e-mærket.