Må ikke være vildledende
Det er afgørende, at priser ikke er vildledende. Såfremt en markedsført pris reelt ikke er mulig at opnå, fordi der efterfølgende kommer yderligere og uundgåelige tillæg eller gebyrer oveni prisen, vil det anses som vildledende markedsføring, hvis der ikke samtidig tydeligt oplyses om de yderligere udgifter, der kommer oveni.
Tommelfingerreglen er altså, at der skal oplyses om den samlede pris, den pågældende varer eller ydelse faktisk kan erhverves til. Oplyses der ikke tydeligt om pristillæg, vil der dermed være tale om vildledende markedsføring, da kunden kan vildledes til at tro, at en vare eller ydelse er billigere, end den reelt er.
Miljøtillæg
Udover at man tydeligt skal oplyse om de tillæg, der kan komme oven i prisen, kan det også være afgørende, hvad man kalder det tillæg, der kommer oveni prisen.
Det er ikke fordi man ikke må opkræve fx miljøtillæg, hvis der er sådan nogle, men brug af betegnelsen miljøtillæg skal reelt set være begrundet i miljømæssige hensyn. Alt andet vil være vildledende. Man kan altså ikke opkræve et miljøtillæg, fordi man har et ønske om at få kunden til at dække andre udgifter, fx et gebyr for brug af betalingskort, administrationsomkostninger eller andet.
Hvis man benytter sig af betegnelser som miljøtillæg eller miljøgebyr, skal det dække reelle og konkrete udgifter og være begrundet i miljømæssige hensyn.
Overtrædelse af vildledningsbestemmelserne kan medføre bøde og politianmeldelse.